Thomas Højrup advarer i 2005 imod privatisering af fiskekvoterne til havbundens konsumfisk; kronik i Berlingske
Af Thomas Højrup
Professor i etnologi ved Københavns Universitet. Thomas Højrup blev i 2003 medlem af regeringens Temagruppe II om Fiskerisektorens strukturudvikling. Han har bl.a. skrevet om kystfiskeriets aktuelle situation og politiske vilkår i debatbogen »Fra kamp til kultur. 20 smagsdommere skyder med skarpt«, Politikens forlag 2004. Hans videnskabelige arbejder om kampen imellem koncernfiskeriet og partsfiskeriet er publiceret i bogen »Dannelsens Dialektik«, forlaget Museum Tusculanum, 2002. Fiskeripolitik.
I den globaliserede verden er dansk fiskeri et vidt begreb. Fisk, der spises i Danmark, kan stamme fra alle dele af verden. Ligeså forarbejdes og sælges fisk, der er fanget af danske fiskere i hele verden. Men hvad betyder det for dansk fiskeri? Man kan påstå, at vi bør glemme alt om at tillægge den danske fiskerflåde en særlig betydning for landets fiskeeksport. Dertil er det blevet for billigt at købe og transportere fisk fra hele verden.
Over for det synspunkt står det stik modsatte, at Danmark råder over historiske rettigheder til helt enestående fine ressourcer af konsumfisk, der efterspørges på markederne for frisk og dagfanget kvalitetsfisk. Hvis det er tilfældet, giver det mening at gøre en indsats for at værne om dansk fiskeri og fremelske produkter af højeste kvalitet.
Før 1900 herskede tyske, hollandske og engelske rederikoncerner over fiskeriet i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen. De brugte bl.a. store trawlere med sejl og damp som drivkraft, der kunne sejle den isede fisk til markederne på kontinentet og de engelske industribyer. De danske fiskere havde ingen muligheder for med deres åbne både at tage konkurrencen op med koncernfiskeriets stordriftsfordele.
1700-årenes landboreformer i Danmark og 1800-årenes selvejerkøb gjorde det nødvendigt for de mange unge mennesker, der ikke kunne arve gården og hjemmet, at søge nye erhverv. I de kystnære landsbyer kunne de unge familier flytte ned til landingspladsen ved stranden, bygge sig et fiskerhus og i tråd med bondefiskeriets ældgamle organisationsform gå sammen om at skyde parter i båd og redskaber og i fællesskab udvikle et erhverv som fuldtidsfiskere. De skabte grundlaget for det, vi i dag kender som partsfiskeriet. Dets gennembrud kom imidlertid først, da Danmark gik i gang med det nationale projekt at forsyne landet med en moderne infrastruktur i form af et jernbanenet, der efterhånden gjorde det muligt fra hvert eneste fiskerleje i hele landet dagligt at sende sine isede fisk med jernbanevogn til de store markeder på kontinentet og i England.
Jernbanerne fjernede de stordriftsfordele, som før havde gjort det muligt for de udenlandske koncerner at holde de selvstændige partsfiskere ude af det europæiske marked. Partsfiskerne byggede nye fiskerbåde med dæk, installerede glødehovedmotorer og fra omkring år 1900 dukkede motorfabrikkerne op i fiskerlejerne. Den danske regering bakkede op med støtte til bygning af moler og havne. De selvstændige partsfiskere sparede op, investerede og udviklede den lokale viden om fisk og bundfauna. Gradvis tog de kampen op med koncernfiskeriet. De sejlede stadig længere til havs og det lykkedes i løbet af hundrede år deres lyseblå flåde at udkonkurrere de profit- og lønafhængige udenlandske rederiaktieselskaber i et sådant omfang, at Danmark igen blev en stormagt på Nordsøen og i de indre farvande.
Men hvorfor har partsfiskeriet – hvor hver familie bidrager med parter i båd, redskaber og/eller arbejdet om bord og modtager en tilsvarende part af den fælles indtjening kunnet klare sig over for koncernfiskeriet? Selvstændighedskulturen giver noget af svaret: Samspillet imellem det, at partsfiskerne betragter arbejdet med at forblive selvstændig fisker som »det gode liv«, og de danske regeringers omhu med både at modernisere landets infrastruktur og sørge for, at fisken forbliver nationens fælles ejendom, gør partsfiskeriet til det mest konkurrencedygtige efter alle de fiskearter, der lever spredt på havbunden. I modsætning til de pelagiske stimefisk, der lever i store koncentrationer og kan fanges rationelt af nogle få, store fartøjer, så er det mest rationelt at befiske bundfiskene med et stort antal mindre fartøjer. I dette fiskeri koster det mere at fange et kilo fisk med et stort fartøj, end det gør at fiske det samme kilo med et mindre fartøj, og det mindre fartøj lander en kvalitet, der giver højere pris end det store fartøj. Partsfiskernes flåde af mindre fartøjer og højværdifiskeri er derfor en samfundsøkonomisk optimal måde at udnytte denne del af vore begrænsede og værdifulde fiskeressourcer på.
Partsfiskeriets konkurrenceevne udelukker den monopolisering, som ethvert koncernfiskeri kræver for at blive rentabelt. Men når vore dages kapitalstærke investorer får politisk mulighed for at opkøbe og koncentrere ejendomsretten til fisken i havet, genetablerer de deres monopolstilling og sætter den frie konkurrence fra de selvstændige partsfiskere ud af kraft. Ved at undgå det har Danmark skabt et af verdens mest konkurrencedygtige fiskerierhverv.
Men investorer med næse for skjulte værdier har altid banket på politikernes døre, og med fiskeriøkonomerne ved deres side lykkedes det i 2000 at overbevise fiskeriordfører Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti og fødevareminister Ritt Bjerregaard fra det regerende Socialdemokrati om, at Folketinget burde fremme koncerndannelse i dansk sildefiskeri ved at forære ejendomsretten til silden i havet til bådejerne. Som Lene Espersens far, der solgte de sild, politikerne havde foræret ham, gik bådejerne overalt i gang med enten at købe eller sælge fartøjernes kvoteandele til tocifrede millionbeløb. En voldsom spekulation i realisering, pantsætning, opkøb og koncerndannelse gik i gang og har allerede i dag ført til, at silden købes op til overpriser af et stadig mindre antal koncerner, som nu er i gang med at monopolisere ejendomsretten og fiskeriet.
En fremtrædende fortaler for omsættelighed som Esbjerg Fiskeriforenings formand Hans Aa har netop solgt sit fartøjs sildekvoteandel for over 40 millioner kroner, og den tidligere konservative fiskeriminister og Esbjerg-fisker Kent Kirk siger i dag, at Esbjergs dage som fiskerihavn er talte, fordi flåden kvæles af den omsiggribende spekulation i sild, makrel og industrifisk.
Når politikere beslutter at gøre fartøjernes kvoteandele til individuel ejendom, betyder det – i et moderne internationaliseret marked – at ingen kan forhindre endnu større investorer, der ligger på spring i Holland, Norge, Island osv. i at erobre dansk fiskeri. Og noget modargument findes ikke, for der er allerede danske investorer, der har opkøbt tyske fartøjskvoteandele.
Det afgørende slag står nu tilbage: Skal ikke bare stimefiskene sild, makrel, tobis, brisling m.v., men også hele den resterende, store danske ressource af torsk, rødspætter osv. foræres væk og spekuleres bort i en koncerndannelse, der sætter konkurrencen fra partsfiskernes flåde ud af kraft?
Skatteyderne har siden 1996 måttet betale uanede summer for både at hugge en trediedel af denne flåde op og at medfinansiere overinvesteringer i bygning af nye ståltrawlere, der sammenlagt bliver stadig mere urentable, jo mere verdens oliepriser stiger. Derved har danskerne betalt for både at fremme det industrialiserede fiskeri på højværdifiskeriets bekostning, for at fremme det brændstofkrævende fiskeri på det energilette fiskeris bekostning, for at fremme det brutale trawlfiskeri på det skånsomme snurrevods- og garnfiskeris bekostning og for at berede vejen for koncernfiskeriets slagtning af Danmarks partsfiskeri med det argument, at »der er for mange både«.
Det er nu, det gælder. Fødevareminister Hans Christian Schmidt kæmper for at samle opbakning til sit forslag om at gøre de resterende konsumfisk til privat ejendom i form af fartøjskvoteandele (FKA). Havde der været tale om en årlig bortauktionering af årsmængder, ville partsfiskernes konkurrenceevne i princippet have gjort det muligt for dem at overbyde koncernerne. Men ved at gøre fisken til fast ejendom, vil prisniveauet uundgåeligt komme til at afspejle de store investorers positionering for på lang sigt at få eneret til EU-havets ressourcer. Skal regeringen trampe videre i den socialdemokratiske fødevareministers fodspor, eller er tiden inde til at tage ved lære af den massakre, det har afstedkommet, og i stedet fremtidssikre det danske partsfiskeris kystflåde, lyseblå flåde og selvstændighedskultur i de fiskerbyer, befolkningen værdsætter i hele Danmark?