Fra vikingetiden og frem til vore oldeforældres tid dannede den klinkbyggede båd, der blev søsat fra åben strand og ankret eller landet op på kysten efter endt sejlads, grundlaget for fiskeri og skudefart i Danmark og det øvrige Norden.
I København vidner byens centrum omkring Gammel Strand om, at det fra middelalderen også var tilfældet selv i hovedstaden. Den blev ikke kun hjemsted for orlogsflåden, men også for en stor handels- og fiskerflåde, hvis skuder landede op i kilen inde i ly af Slotsholmen.
Også skudeskipperne fra Han Herred kom til Kongens København for at omsætte deres varer, og vi véd, at de skød aktier i Det Vestindisk-Gueneiske Kompagni og, som det fremgår af epitafiet i Vester Thorup Kirke, støttede den pietistiske bevægelse i 1700’årene.
Skuderne sejlede i øvrigt hjemmevant på Norge, til Altona, Nederlandene og England, når det drejede sig om handel og fragt, mens det fiskerige Skagerrak forblev udgangspunktet for hanboernes fiskeri.
For hundrede år siden var kystlandingspladserne både i Thy, Han Herred og Vendsyssel endnu tilbage som repræsentanter for den kystkultur, der kunne klare sig uden havn ved at navigere ud og ind gennem brændingen ved at besejle første, anden og tredje kil mellem revlerne på den åbne kyst.
Skudehandelen ebbede ud, men til gengæld blev fiskerbådene igen bygget større og nærmede sig efterhånden de største sandskuder i størrelse og bæreevne, efterhånden forsynet med maskinkraft og anden moderne udrustning.
Helt frem til 1960’erne var dette fiskeri ekspansivt, men krisen på dette tidspunkt i Lønstrup, Løkken og Blokhus i Vendsyssel og færdiggørelsen af Hanstholm Havn i Thy vendte kystfiskeriets situation fra udvikling til afvikling på disse to vestvendte kyststrækninger, så det i dag er en skygge af sig selv.
Kun Han Herred fik ikke en havn, hvilket længe blev betragtet som den afgørende trussel mod fiskeriets overlevelse på denne egn.
Men det gik lige modsat, for i modsætning til Thy og Vendsyssel var der på Han Herreds tre landingspladser nye generationer af unge, der tog udfordringen op og ville drive fiskeri hjemmefra. Det skyldtes ikke kun afstanden til havnebyerne, men også deres fordelagtige beliggenhed som de mest beskyttede landingspladser for vestenvind og -sø på den jyske vestkyst. Den beliggenhed, der fra gammel tid havde gjort Han Herred til et centrum for skudefart og fiskeri fra åben kyst.
Den privilegerede nærhed til rige fiskepladser, som fartøjer fra havnebyerne måtte sejle langt for at nå ud til, det fiskerifaglige miljø, partsfiskeriets attraktion for de unge, de lokale fiskeriforeningers initiativrigdom, den teknologiske udvikling af kystbåden til et uhyre effektivt garn- og snurrevodsfartøj og hele det moderne backup på egnen i form af infrastruktur og service viste sig vigtigere end muligheden for at fortøje i en havn.
Partsfiskeriet, fagmiljøet, foreningsdannelsen, fartøjerne, baglandet og beliggenheden har med andre ord været vigtige elementer og forudsætninger for, at det blev Han Herreds tre landingspladser, som bragte kystkulturen levende ind i det nye århundrede.
Han Herred er i dag den egn i Danmark, der om nogen repræsenterer den åbne strands klassiske kystkultur, hvor fartøjer manøvreres ud og ind mellem revlerne og landes op på strandbredden, hvor alle de landbaserede aktiviteter foregår og landingspladsernes anlæg er i funktion.
I Han Herred er hele den kundskabskapital og teknologi intakt, der gennem tiderne har gjort det muligt for havboerne at bruge det – af alle andre søfarende frygtede – revlesystem langs kysten som hjemlig naturhavn og Jammerbugten som sejlbart farvand.