Havhingsten passerede vikingeborgen
Et historisk syn af dimensioner at opleve Havhingsten med landets største vikingeborg, Aggersborg, som baggrund
Regn, blæst og tåge gjorde det umuligt at se klart, men trods det blev “Havhingsten fra Glendalough” mødt af mange hundrede mennesker, da det smukke vikingeskib passerede Løgstør og Aggersund mandag 4. august sidst på eftermiddagen.
Gennem Løgstør Rende passerede Havhingsten så tæt forbi havnekajen, at tilskuerne trods det stride vejr kunne følge den 62 mand store besætning, og ude fra skibet blev der vinket ivrigt tilbage.
Desværre måtte det stolte træskib på netop dette sted lade sig slæbe af marinefartøjet MHV Jupiter, da vindforholdene og det smalle farvand gjorde det umuligt hverken at ro eller sætte sejl.
Alligevel var det et historisk syn af dimensioner at opleve Havhingsten med landets største vikingeborg, Aggersborg, som baggrund.
Ved Aggersundbroen, hvor der på begge sider dannede sig lange kilometerlange bilkøer, mens broklapperne stod åbne til honnør, blev besætningen mødt af velfortjente hurraråb fra de mange fremmødte med blafrende regnfrakker og paraplyer. Klokken var 16.45, da Havhingsten passerede det ældgamle overfartssted mellem Himmerland og Han Herred.
Havhingsten er en rekonstruktion af det største af vikingeskibsfundene i Roskilde Fjord – den såkaldte Skuldelev 2, der blev udgravet i 1962 – og togtet Roskilde-Dublin tur-retur afsluttes lørdag 9. august med en storstilet modtagelse i hjembyen.