Både, der står på stranden, skal ses efter – også de dage, hvor de ikke er på havet. De skal f.eks. have en tur med spuleslangen; der skal luftes ud, lukkes af, holdes øje med maskinen og batterierne og med, hvor højt havet går op, for bådene skal helst stå så nær vandet, at de ikke tørrer ud.
Der vil med andre ord være brug for, at medlemmerne skiftes til at køre ned og se efter bådene, så man altid véd, at der hver dag er nogen, der har ansvar for, at det hele er i orden og kan kalde de andre, hvis der opstår behov for det.
Også for at undgå tyveri og hærværk er det vigtigt, at medlemskredsen holder øje med skibene dagligt og på forskellige tidspunkter.
Det skal selvfølgelig være en fornøjelse en gang imellem at være den eller dem, der skal ned til stranden og har ansvar for at se efter bådene og gøre de nødvendige ting. På samme måde må det løbende vedligehold og den årlige kølhaling organiseres, så man samarbejder om det og med rettidig omhu smører, maler og fornyer det, der skal til for at bådene er i så fin stand, at de er lette og overkommelige at holde ved lige.