Om Han Herred Havbåde

Skarreklit

Initiativgruppen bag Han Herred Havbåde, der blev dannet som forening i 2007, ønskede at samle folk til en lille gruppe skibsprojekter, der hver dannede et bådelag – “Elbos Venner”, “Jammerbugtens Venner”, “Nordvests Venner” og “Skarreklits Venner”. Det var tanken, at bådelagene påtog sig arbejdet med og ansvaret for at drive det respektive skib i kraft af, at de er en del af den fælles forening Han Herred Havbåde, hvori alle medlemmer og bådelag kan trække på hinandens ekspertise og hjælp.

Organisation

Det grundlæggende problem ved at drive skibe fra åben strand er, at det forudsætter bestemte installationer på landingspladsen og et samarbejde mellem flere fartøjsbesætninger om arbejdet med bådene samt ud- og indsejling under skiftende landingsvilkår.

Det problem kan overvindes ved at oparbejde en lille håndfuld skibsprojekter, der samler tilstrækkelig mange deltagere med tilstrækkeligt forskellige og bredt dækkende kompetencer til, at samtlige opgaver kan løses på den enkelte båd og i et samarbejde mellem dem.

Sådan har det altid været på kystens landingspladser. Der skal være mindst et par fartøjer, for at det er praktisk muligt – et stedligt netværk er med andre ord nødvendigt.

Tanken bag var, at foreningen Han Herred Havbåde som helhed skulle arbejde med at skaffe støtte fra sponsorer og andre, udvikle samarbejdet med myndighederne om brug af en eller flere landingspladser, skabe nyttige kontakter med andre interesserede, sikre det nødvendige samarbejde mellem bådebygger og skibstilsyn med henblik på de formelle godkendelser og sikkerheden, investere i fælles anlæg, værksted, magasin og udstyr, arrangere kurser i navigation, tovværksarbejde og lignende samt alle de andre ting, som det enkelte bådelag har brug for at kunne trække på.

Det nye består således i at danne et net af netværk på egnen, der gør denne aktivitet mulig på trods af de vanskelige vilkår, der aktuelt har ramt kystens landingspladser. Han Herred havde i 2007 endnu alle de kompetencer, ressourcer og fysiske betingelser, der skulle til, men stadig flere af dem blev marginaliseret og spredt for alle vinde. Opgaven var derfor at organisere sig, så de kunne komme i spil og gøre brug af hinanden i et fælles regi.

Personer og familier med interesse for sagen kan alle blive medlemmer af foreningen og bådelagene, hvor det er også muligt at lave en medlemskreds, hvor et bådelag f.eks. inkluderer foreninger, en efterskole og lignende, der har interesse i at være med til at passe og bruge en havbåd.